Nyhedsanalyse: ”Man kan få meget igennem, hvis man er villig til at afgive æren til nogle andre”. Den devise er roden til Alternativets resultater såvel som udfordringer.
MEGET KAN MAN SIGE OM UFFE ELBÆK, men sikkert er det, at han er dygtig. Mange – herunder undertegnede – troede ikke på, at Alternativet ville klare spærregrænsen ved valget i 2015. Jeg blev overrasket. Ikke bare klarede de spærregrænsen. De lykkedes også med at sætte et aftryk på den politiske debat, som er til at føle på. Ikke nødvendigvis direkte i konkrete aftaler, men partiet har været forløber for en politisk diskurs, som i den grad har vundet indpas over de sidste år. Her taler jeg naturligvis om to ting: En ny politisk kultur & klimadagsordenen.
Den politiske kultur først.
DET POLITISKE LANDSKAB ANNO 2015 VAR PLAGET AF POLARISERING. Valgkampen var glødende. Partierne forsøgte at vinde valget ved mudderkast fremfor substantiel politisk debat. Det sammenlagt med, at medierne dækkede det intensivt med live væg-til-væg dækning af hvert eneste minut gjorde, at mange vælgere helt gav op på at følge den politiske diskussion. Valgkampen tydeliggjorde den ”dem og os”-stemning, der var mellem befolkningen og ”eliten”. Om end denne sås i to afskygninger. De, som var trætte af udlændingepolitikken og EU-politikken og søgte mod Dansk Folkeparti. Og så dem, der ”blot” var trætte af den politiske samtale – eller måske snarere mangel på samme. Sidstnævnte gruppe søgte mod Alternativet, som stormede ind med ni mandater.
Hvor vælgerne i 2015 var trætte af politik og politikere, tog man i 2019 del i den politiske og demokratiske samtale. Hvis ikke det er en ”ny politisk kultur”, så ved jeg ikke, hvad man skal kalde det.
Nogle vil givet indvende, at der ikke er meget ”ny politisk kultur” over Alternativets måde at kommunikere på – eller sågar de øvrige partier. Om end må man bare konstatere, at der er skabt en diskurs ændring, hvor man i højere grad arbejder efter et konstruktivt og substantielt niveau. Dette sås også tydeligt i valgkampen 2019, hvor det var en meget mere positiv tone, der indrammede såvel partilederrunder som dueller. Måske med undtagelse af Rasmus Paludan og Stram Kurs. Mange var bekymret for, om en historisk lang valgkamp med dobbelt valg ville få vælgerne til at stå af og blive trætte af politik. Det gjorde de ikke. Valgdeltagelsen ved Europa-Parlamentsvalget var historisk høj, og der var kun et lille fald i valgdeltagelsen til Folketingsvalget sammenlignet med det seneste valg i 2015. Der kan naturligvis være mange årsager til den høje valgdeltagelse. Brexit, ønsket om en ny politisk retning: Både mod det venstreorienterede – men også mod ønsket om det samarbejdende Folketing, som især kom til udtryk ved Venstres gode valg. Lige så meget som det var en stor rød-grøn sejr, var det et opgør med de senere års polarisering. Hvor vælgerne i 2015 var trætte af politik og politikere, tog man i 2019 del i den politiske og demokratiske samtale. Hvis ikke det er en ”ny politisk kultur”, så ved jeg ikke, hvad man skal kalde det. Det vil naturligvis være ekstremt at give Alternativet hele æren for det, men det vil være lige så absurd ikke at tilskrive dem en del af den.
Og fra et væsentligt udkom af Folketingsvalget i 2019 til et andet; nemlig klima.
I 2015 VAR ALTERNATIVET DÉT GRØNNE PARTI. Det fortsatte de sådan set med at være længe op igennem valgperioden fra 15-19. Helt op til begyndelsen af 2019 var Alternativet det eneste parti, der gik ind til valget med en ambition om at reducere udledningen af CO2 med 70% i 2030 målt ud fra niveauet i 1990. I dag har de fleste vælgere givet glemt det. For det gik hurtigt op for Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre, at Alternativets dagsorden vandt frem. De partier hoppede derfor med på bølgen, og sammen pressede de fem partier Socialdemokratiet til at skrive det ind i det omtalte ”Forståelsespapir”. I dag turnerer Mette Frederiksen og resten af ministerholdet rundt med budskabet som om, at det har da været Socialdemokratiets politik siden tidernes morgen. Også her glemmer man til tider at give Alternativet æren for deres politiske resultater, som i dette tilfælde er meget direkte og tydeligt.
Hvem vil dog stemme på et parti, som ikke vil søge maksimal indflydelse? Især på et så afgørende spørgsmål som klima? Og lad mig minde om, at diskursen om klimakrisen som det mest truende samfundsproblem tilnærmelsesvis er groet i Alternativets egen baghave
IKKE DESTO MINDRE står Alternativet i disse dage til kun lige at klare spærregrænsen. 2,1% i dagens Voxmeter måling med en statistisk usikkerhed på +/- 0,9 pct.pt. Det kan på mange måder virke unfair overfor et parti, som i sagens kerne har leveret på det, de lovede, da de blev stiftet. Men dele af skylden ligger naturligvis også hos partiet selv. Lige så stærk Uffe Elbæk er som idealist, lige så dårlig er han til det organisatoriske arbejde. Seksuelle krænkelser og en fest kultur, der generelt mere signalerer græsrodsbevægelse end seriøst politisk parti, har bestemt ikke gavnet partiet. Ligeledes var udmeldingen om at pege på Uffe Elbæk som statsminister og ellers trække sine mandater ud af ligningen helt på månen: Hvem vil dog stemme på et parti, som ikke vil søge maksimal indflydelse? Især på et så afgørende spørgsmål som klima? Og lad mig minde om, at diskursen om klimakrisen som det mest truende samfundsproblem tilnærmelsesvis er groet i Alternativets egen baghave. Uffe Elbæk stiftede et ideologisk projekt, skabte konkrete resultater, men kørte samtidig partiet i sænk. Politik er ubarmhjertigt, men en ofte hørt sætning på Christiansborg lyder, at; ”Man kan få meget igennem, hvis man er villig til at afgive æren til nogle andre”. Den devise har Alternativet arbejdet efter i de sidste år. De har hellere ville levere resultater, end at skulle have æren udadtil.
NU SKAL PARTIET VIDERE. Der er stadig masser af arbejde med de politiske projekter, som Alternativet er stiftet på. Klimakrisen er langt fra slut, og selvom politik i sidste ende handler om magt, og altid vil være hårdt og kynisk, så er der også stadig noget at arbejde med der. Om end er det på tide, at partiet indser, at de har tabt ejerskabet over klimadagsordenen, og at det store træk på den politiske kultur allerede er blevet taget. Det er med andre ord tid til at finde et nyt projekt. Et projekt som endnu engang skal bygge på ideologi og højt-til-loftet & langt-til-mål tankegangen. Det bliver den næste politiske leders største opgave. Allerede nu lyder det på vandrørene, at Rasmus Nordqvist er det mest oplagte bud. Analysen er som sådan også god nok. Han er en dygtig politisk håndværker, vellidt på Christiansborg, og har været Alternativets politiske ordfører og ledelsesmedlem længe nok til at kende såvel politikken som organisationen ud og ind. Men spørgsmålet er, om der til at opfinde et nyt ideologisk projekt også er behov for en helt ny figur som frontfigur for Alternativet? Et hidtil ukendt og ubeskrevet blad? Det skal partiet gøre op med sig selv inden det ekstraordinære landsmøde 1. februar 2020.
Vilas Holst Jensen (f. 1999) er politisk journalist og Journalistik-studerende ved Syddansk Universitet.
Related Posts
